Riesling - Les Cepages

Gå til indhold

Hoved menu:

Læsesalen > Hvidvinsdruer
 
Riesling
 
 
Vigtigste områder: Tyskland, Alsace, New Zealand, Nordøstitalien.
Riesling og Chardonnay er verdens to bedste hvidvinsdruer. Ingen tvivl om det. Men hvor er de dog forskellige. Mens Chardonnay er en "pleaser", en populær drue, som har succes og breder sig over hele verden, så er Riesling kun "forstået" af de få. Mens Chardonnay elsker fadlagring, så ødelægger fadlagring fuldstændigt en Riesling-vin. Chardonnay er fyldig, bred, moden i smagen, Riesling har lækker syre, iskold parfume og citrussmag. Så mens Chardonnay er bred og folkelig, så er Riesling meget mere nørdet. I Alsace og Tyskland er den elsket, andre steder ikke rigtig forstået. Men på et punkt ligner de to druesorter hinanden: De kan lave fremragende vine mange steder i verden. Men især Riesling kan også lave elendige vine, hvis stedet ikke er velegnet og/eller producenten ikke giver den tilstrækkelig opmærksomhed.

Mærkeligt nok må man i Frankrig ikke dyrke Riesling længere væk fra den tyske grænse end 50 km. Sikken et spild af muligheder.

Selv om Riesling er verdensmester i at afspejle forskellige lokaliteters forskellige "terroir" (jordbund og mikroklima), beholder den altid sin identitet. Den er dog bedst, hvis klimaet ikke er for varmt, da den så får en for stor tyngde og mister sin karakterfuldhed.

Smagen af Riesling varierer meget med jordbunden, men ferskner og grønne æbler er hyppige smagselementer. Modne vine kan smage af abrikos og ananas. Australsk Riesling har ofte moden limefrugt. Vinene er komplekse, aromatiske uden at være parfumerede og besidder en stålsat styrke. En "bidende karakter", siges det, men det skal opfattes positivt. Der kan være antydning af blomster, honning og måske krydderi, og en lang eftersmag i de gode eksemplarer, som desuden besidder god lagringspotentiale. Vinene kan være alt fra knastørre til endog overordentligt søde dessertvine. Lagring bringer ofte en herlig (!) duft af benzin, honning, marcipan og smørfyldt mørdej.

Vendange Tardive (senthøstede) eksemplarer giver ofte smag af tørrede abrikoser eller honning, mandler, evt. rosiner. Eiswein derimod, hvis der ikke har været "ædel råddenskab" (Botrytis), smager af kold frisk sne, citron, ferskner, abrikos, passionsfrugt, ananas eller stegte æbler.

Navnet Riesling er meget misbrugt og indgår i navnene på andre og langt ringere druesorter, f.eks. Californiens Emerald Riesling og Sydafrikas Cape Riesling og Paarl Riesling og Italiens Riesling Italico. Australien kalder endog undertiden en hvilken som helst hvidvin for Riesling. Der er mange andre eksempler, og det betaler sig at spørge sin vinhandler. Tøver han, er han formentligt ikke opmærksom på forholdet eller også er vinen måske ikke Riesling.
Modsat er der mindst et halvt hundrede synonymer - altså andre druenavne, som vitterligt ER Riesling, f.eks. Rheinriesling, Moselriesling, Petracine, Weisser Riesling og mange flere. Så det er nu ikke så mærkeligt, hvis vinhandleren er forvirret.

 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu