Rhône - Les Cepages

Gå til indhold

Hoved menu:

Læsesalen > Vindistrikter
Rhône

Rhône-vinene er nogle af de mest undervurderede i Frankrig - ja formentligt i verden.
Det er bemærkelsesværdigt, for i tidligere tider blev de bedste Rhônevine anset for verdens bedste. Men når sandheden skal frem, så er der også blevet produceret mindre god vin under appellationen Côtes du Rhône. Men det bliver mindre og mindre, eftersom markedet i dag efterspørger kvalitet i langt højere grad end tidligere.

Mange forbrugere er ikke klare over, at "Rhône"-vine er meget andet og mere end "Côtes-du-Rhône". Eksempelvis laver man i Côte-Rôtie, Hermitage, St-Joseph, Cornas, Vacqueyras, Gigondas, Cairanne, Rasteau og Chateauneuf-du-Pape imponerende rødvine, alle Rhônevine, men meget bedre end "Côtes-du-Rhône".

Man bør i omtalen af Rhône adskille det nordlige og det sydlige Rhône. Mod nord ligger bl.a. Coindrieu (hvidvin på den sjældne Viognier drue) samt Côte Rôtie, Hermitage, Crozes-Hermitage, St.-Joseph og Cornas, som alle laves på 100% Syrah - Côte Rôtie dog tilladt tilsat lidt Viognier. Mod syd ligger bl.a. Châteauneuf-du-Pape, Gigondas, Vacqueyras, Tavel og Lirac og de bedste områder for generisk Côtes-du-Rhône. Disse rødvine laves på en blanding af flere druer, med Grenache som den dominerende.

Der er ingen "Cru"-klassificering i Rhône - det er markedet, der styrer her. Og verden er ved at få øje på Rhône igen, så priserne er desværre på vej op. Det er stadigt billigt, men man skal kende producenterne eller kunne stole på sin vinhandler.

Nogle udvalgte appéllationer i Rhône:

Nordlige Rhône: Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas, Saint-Joseph og Crozes-Hermitage:
Hele det nordlige Rhône vinområde er beliggende på meget stejle skråninger ned mod floden. Pasningen af vinmarkerne og høsten er derfor ekstremt arbejdskrævende. Men regner f.eks. med 7 gange så mange mandetimer til at genplante en mark i nord- som i syd-Rhône. Tilsvarende er de årlige arbejdsopgaver, med opbinding, beskæring, høst etc. langt mere arbejdskrævende end i syd, og vinene bliver derfor uundgåeligt dyrere i nord.

Heldigvis giver de stejle skråninger også nogle unikke voksebetingelser for Syrah-druen, og derfor finder man her det område for dyrkning af ren Syrahbaseret vin, som alle verdens Syrah-vin-producenter måler sig op imod.

Mange andre steder, f.eks. i Australien, kaldes Syrah-druen "Shiraz". Men selv om det er samme drue, får den som oftest et helt andet udtryk. Det skyldes især Rhône-områdets granit-jordbund og ikke mindst de meget stejle skråninger, som stokkene vokser på. Skråningerne giver dels stort solindfald, så druen kan trives så langt mod nord, og styrkes af kølige nætter, dels uovertruffen dræning.

Côte-Rotie kan oversættes til "Den ristede Skråning". Appéllationen ligger på stort set utilgængeligt stejle skråninger lige oven for den lille by Ampuis. Vinmarksvandring her kan ikke tilrådes - det er decideret livsfarligt.
Vinen er lavet på Syrah, men det er tilladt at iblande lidt Viognier i vinen. I praksis sker det dog ikke altid.
Området omtales ofte som to skråninger, "Côte Brune" nordligst og "Côte Blonde" lige syd for, men begge sydvendte. Det er dog meget sjældent, at disse lokaliteter oplyses på etiketten, og ofte er vinen også en blanding.
Côte Rotie siges at adskille sig fra Hermitage ved sin parfume, hidrørende fra Viognier-druerne, men årsagen skal nu nok også søges i terroir'en.

Hermitage (undertiden stavet "Ermitage", men H'et er jo også stumt) er en af Frankrigs kraftigste vine og blev for knap 150 år siden betragtet som kvalitetsmæssigt på højde med Bordeaux 1. cru. Det er massiv frugtkoncentrat på flaske og kan vel næsten forveksles med stor portvin. Med alderen smider den den voldsomme tannin, men frugten består i evigheder.
Hermitagevin produceres på en enkelt utroligt imposant og smukt beliggende skråning i byen Tain, 45 km længere nede ad floden på dennes venstre bred, men vendende stik syd. Udsigten til marken fra den modsatte bred - fra byen Tournon - med eftermiddagssolen i ryggen er ikke mindre imponerende. Skråningen er inddelt i "climats", dvs ganske små (og for menigmand usynlige) distinkte parceller. Druen i vinen er 100% Syrah.

Crozes-Hermitage:
De fleste Hermitage-producenter laver også Crozes-Hermitage oven for Hermitage-bakken og langt ind i baglandet på østsiden af floden. Andre små producenter laver udelukkende Crozes, og her kan der være fund at gøre, især fordi mange nye talenter har slået sig ned her. Vinene er meget billigere end de 3 "store" ovenfor nævnte appellationer, men kvaliteten aftager naturligvis oppe på det flade land.
Crozes-Hermitage kan opdeles i to områder. Mod nord domineres terrænet af granitskråninger med småbitte pletter med ofte gamle vinstokke i vild forvirring, mens der på Les Chassis sletten mod syd er fladere land, med sand og granit , som naturligvis gør arbejdet meget lettere - og markerne mere velordnede.
De nordlige vine karakteriseres af rød frugt og diskrete, lidt benede tanniner og behøver 3 - 4 år for at bløde op. De sydlige vine er ofte flatterende charmører med voldsom sort frugt i det første hvalpefede år, og senere - efter ca. 4 år starter de et helt nyt liv, hvor egetræsfadenes lagring krydrer den store Syrahsmag.
 
St.-Joseph starter sammen med den lille, men vidunderlige hvidvinsappellation Condrieu syd for Côte Rotie, men strækker sig (i modsætning til Condrieu) hele vejen - 65 km - ned langs flodens vestlige bred, helt ned til Cornas. Her er der virkelig forskel på kvaliteten, afhængigt af såvel producenten som terroir'en i det meget langstrakte område.
St.-Joseph bør ligesom Crozes-Hermitage ses som to områder - det gamle mod syd fra området over for Hermitage til Cornas og det nordlige, som kom til i 1969, omkring Chavanay. De sydlige, dvs fra byen Vion og ned til Cornas appellationen - og især omkring byen Mauves - regnes som de bedste; smidige og føjelige, dog med mere strenghed omkring Tournon. De nordlige domineres af mørk frugt, læder og peber. Årgangene kan sagtens give forskelligt indtryk på de to regioner, da de nordlige høstes senere. Se Domaine Bernard Gripa og Domaine Durand.
En glemt hemmelighed er, at der i Saint-Joseph laves fremragende Marsanne-baserede hvidvine. Ikke at forveksle med de lidt sydligere Roussanne-baserede hvidvine fra Saint-Peray - som kan være mousserende på Champagne-metoden.

Cornas (udtales med s'et, selv om et sådant s normalt er stumt på fransk):
Cornas er måske den bedste af de "glemte" appéllationer i verden. Det er et lillebitte område, ligesom Hermitage og Côte-Rôtie, men på trods af, at der i Cornas produceres de allerkraftigste og "sorteste" vine i hele Frankrig, endda af nogle af de dygtigste vinmagere, så er appéllationen nærmest glemt af alle andre end de lokale samt virkelige kendere. Måske har stilen ikke været moderne: Sort, kraftig, tanninrig gemmevin, men med de mange oversøiske marmelade-shiraz'er på markedet synes interessen for den ægte vare så småt at være ved at stige igen. Cornas er naturligvis ikke helt billig vin, men sammenlignet med priserne på naborne Côte-Rotie og Hermitage er det et langt bedre køb at købe Cornas fra en af de mange dygtige producenter. Hvis man kan finde det. Men det er vine, man skal gemme væk i sin kælder en del år, inden konsumering. De første 8 år er en god Cornas næppe på toppen.
Man skal dog være opmærksom på, at på trods af (eller måske som følge af) de mange dygtige producenter, så er stilen hos de forskellige producenter meget forskellig. Vinene har kraften til fælles, men derudover er forskellene store pga. de forskellige familiers forskellige meninger om, hvorledes god vin skal produceres. Der er modernister, traditionalister, eksprimenterende, selvlærte, uddannede, lyttende, og "jeg ved bedst"-typer i en stor pærevælling i den lille by, og debatterne går livligt for sig om hvad der er den"rigtige" metode i Cornas. Og da vinene modnes meget langsomt, bliver debatterne først afgjort efter 10-15 år, hvor alle har glemt, hvad sagen drejede sig om. Alt dette er dog bare en charme ekstra og bør ikke afskrække forbrugeren. Men det gør det nok alligevel.
Se Domaine Lionnet og Domaine Durand og Domaine Johann Michel

Syd-Rhône:

Mellem nord- og syd-Rhône vindistrikterne er der 54 km land uden vin. Terræn'et, klimaet, byggestilen og ikke mindst temperaturen skifter dramatisk på de 54 km. Det samme gør vist også menneskenes temperament. Mod syd breder landskabet sig ud i en slette med mange småbakker, flankeret af bjergene Montmirail mod øst med de karakteristiske "denteller", en klippeformation, som ligner tænder, på toppen. De bedste vinmarker ligger i bæltet Gigondas, Vacqueyras, Châteauneuf-du-Pape, Lirac, Tavel. Mod nord desuden en række landsbyer, hvor især Rasteaus, Cairannes og Sablets dygtigste vinmagerne laver rigtig gode Côtes-du-Rhône Village vine.
Mens Nord-Rhône er Syrah-land, så er Syd-Rhône Grenache-land. Ikke forstået således, at man laver vin på ren Grenache, for Grenache er en drue, der bedst egner sig til at blive blandet. Vin på ren Grenache er alkoholrig, syrefattig og "varm", men mangler struktur, rygrad og finesse. Derfor blander man altid andre druesorter i vinen, og i dette område især Syrah og Mourvèdre - hvilken er især afhængigt af terroir'en (terrænnet, jordbunden, soleksponeringen og mikroklimaet), men det er dog sjældent, at der slet ikke er Syrah i en klassevin. Mourvèdre giver modstandsdygtighed over for iltning - et problem med Grenachevine - men vinstokken kræver en sydvendt ikke for tør mark, beskyttet mod vind og med lerholdig jord, og det finder man ikke alle steder. Mourvèdre tilfører vinen en aroma af skovbund, læder, trøfler, champignon og bark, hvorimod Syrah giver duft af peber og typisk smag af bærfrugt, kaffe, røget tjære og hickory træ.
Smagselementer for Grenache beskrives typisk som kirsebær, brombær, hindbærmarmelade, peber, lakrids og ristede peanuts.

Châteauneuf du Pape:
Der er ingen tvivl om, at dette er kongen af Syd-Rhône. I Châteauneuf du Pape er det tilladt at bruge ikke færre end 13 forskellige druesorter (hvoraf 5 er hvide druer) til rødvin, men i praksis anvendes oftest langt færre. Til hvidvin er 6 forskellige sorter tilladt. Hertil kommer, at jordbunden skifter utroligt i Châteauneuf-du-Pape. Som følge heraf er det umuligt at beskrive, hvorledes en typisk Châteauneuf-du-Pape vin smager. De er om muligt endnu mere forskellige end Cornas'erne, jævnfør ovenfor, men altså af helt andre årsager.
Mange har den opfattelse, at alle vinmarker i Châteauneuf du Pape er dækket af rullesten , kaldet "galets". Det er dog langt fra tilfældet, men de eksisterer dog. Hvor meget, de bibringer vinen smagsmæssigt, er til debat, men der er ingen tvivl om, at det er godt markedsføringsmæssigt.
En Châteauneuf-du-Pape kommer fra én af fire mulige kilder: Fra en lille vindyrker med egne marker og egen vinifikation, fra et stort slot ligesom i Bordeaux, fra en negociant, som køber druerne eller vinen fra forskellige vinbønder og laver sin negociant-vin, eller fra et kooperativ. Der er gode og mindre gode af dem alle, men kenderne undgår som regel kooperativerne, er skeptiske over for negociant'er, vælger slottene, hvis man ikke vil risikere noget, og vælger de små vinbønder, hvis man skal opleve noget rigtigt spændende. Se Château Mont Thabor.

Gigondas (udtales med s'et, selv om et sådant s normalt er stumt på fransk):
På trods af - eller måske netop fordi - Châteauneuf-du-Pape er svær at sætte i bås, siger man, at Gigondas er den vin, der ligner Châteauneuf-du-Pape mest, og at det er svært at skelne mellem de to. Deres skribent mener, at ligheden simpelthen skyldes, at det er de to Rhône-appéllationer, hvor der anvendes mest Grenache. Gigondas kan ligesom Châteauneuf-du-Pape være en massiv vin, men den kan også være frugtagtig og fuld af finesse og kompleksitet. Peber, sorte kirsebær, blåbær, solbær. Se Domaine des Espiers .

Vacqueyras (udtales med s'et, selv om et sådant s normalt er stumt på fransk):
Byen Vacqueyras er naboby til Gigondas og ligger på Châteauneuf-du-Pape-siden af Gigondas, men adskiller sig stilmæssigt alligevel fra de to andre. En typisk Vacqueyras rødvin er fyldigere og mere rustik og tanninholdig, men har mindre kompleksitet og finesse end de to andre. Aroma af røde og sorte bær og oliven. Absolut mundfyldende. Se Domaine Le Couroulu.
Ligesom i Châteauneuf-du-Pape laves der også hvidvin i denne appéllation.

Cairanne
Cairanne har opnået egen appellation fra årgang 2015. Vinenes karakter og kvalitet er fuldt på højde med vinene i nabokommunerne Rasteau, Gigondas og Vacqueyras, men priserne er lavere. Kommunen domineres af et meget stort kooperativ, men flere og flere dyrkere laver nu deres egen vin. Indtil området fik egen appellation, solgtes vinene som "Côtes du Rhône Village Cairanne". Mest berømte selvstændige producent er helt klart den karismatiske Marcel Richaud, hvis topvin Cuvée L’Ebrescade bærer berømmelsen, for ærligt talt er hans øvrige vine ret ordinære. Flere producenter har i dag overhalet ham i kvalitet, men ikke i berømmelse. Tjek f.eks. de charmerende vine fra Domaine de la Gayère og de holdbare og mere tanninholdige vine fra Domaine Les Hautes Cances, og oplev herved stilvariationen i kommunen på et højt niveau.
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu