Vinene:
I området Beaujolais er alle rødvinene lavet på druesorten Gamay. Mange forbinder Beaujolais med den rædselsfulde og ultrakommercielle "Beaujolais Nouveau", og det er meget synd. Skeln mellem "Beaujolais Nouveau", "Beaujolais", "Beaujolais Village" og "Beaujolais Cru". Sidstnævnte er naturligvis de bedste, og førstnævnte er helt bogstaveligt ikke noget at samle på. De følgende er alle Beaujolais Cru'er - fra en af de 10 cru-kommuner:
Fleurie:
Fleurie er nok den kendteste og bedste Beaujolais Cru, med en enestående kombination af frugt, charme, elegance og fyldighed. Og blandt Fleurie'erne fra de mange små producenter er Chignards Fleurie i enestående særklasse og referencevin i området. Kvaliteten betyder, at selv om Chignards Fleurie'er smager fortræffeligt forinden, har de godt af at vente et par år i kælderen, indtil 5-6 år efter årgangen på etiketten. Stilen: Blomster, violer.
Julienas:
Julienas kaldes undertiden "den folkelige" Beaujolais Cru. I Beaujolais er det f.eks. vinen, som traditionelt serveres til Coq-au-Vin - og hvis man vil ofre en ekstra flaske, også i Coq-au-vin-saucen. Stilen: Dybrød kirsebær som ung, solbæragtig med alderen.